Var J. P. Jacobsen sin tids Yahya Hassan? Var Georg Brandes en forløber for Mette Høeg? Hvorfor taler Jacobsen særligt til den unge læser? Og hvorfor siger man egentlig ”IP” Jacobsen, når manden hed Jens Peter?
Find svarene i dette interview med Kristian Himmelstrup, der sidste år udgav en biografi om J. P. Jacobsen, En sejlbåd for vindstille. Maja Lucas stiller spørgsmålene.
Hvorfor hedder bogen En sejlbåd for vindstille?
Det er et citat fra et brev, J. P. Jacobsen skrev til Edvard Brandes, hvor han igen beklager sig over, at han ikke får skrevet noget på grund af sin sygdom. Eller sin dovenskab, som han ofte omskrev den til. Jeg synes, citatet rammer ham fint ind som ironikeren, men også som den stakkels, fine forfatter, der ikke kunne udnytte sine evner på grund af tuberkulosen. Han var jo den fineste sejlbåd – desværre blæste det så bare ikke (der er bare det i vejen, at jeg ingen steder sejler hen, skrev han sådan cirka). Det er et genkommende element i brevene, at han ironiserer over sin drømmende vegeteren:
Jeg sidder hver Dag 3 à fire Timer i Træk paa en Bro, et Rækværk eller noget andet opstaaende og ryger det utroligste Antal Cigarer og saa lader jeg Asken falde ned i Vandet og saa siger de Ssss og saa kommer der Ringe og det morer mig.
Han dyrkede langsomheden til sin egen store frustration, men det er så også det, der har gjort ham langtidsholdbar.
Titel-citatet faldt sjovt nok ud i en redigering, uden vi opdagede det, men vi beholdt titlen alligevel. Egentlig fortryder jeg lidt, at bogen ikke kom til at hedde Excellencen, som også var et bud. Det kaldte han selvironisk sig selv over for vennerne.
Jeg kan godt lide din ligefremme måde at skrive biografien på – at den ’bare’ fortæller fra fødsel til død, uden at komme med en tese om Jacobsens personlighed. (I modsætning til fx Jens Andersens Astrid Lindgren-biografi.) Har du tænkt over, hvilken ‘skole’ din biografi befinder sig i?
Jeg har først og fremmest prøvet at gøre min biografi så lidt datérbar som muligt. Det er selvfølgelig umuligt at undgå, men jeg har prøvet at holde mig selv udenfor og ikke være for meget til stede i tolkninger, teser og røde ankertove, som Jacobsen kalder det. Jeg er i det hele taget ikke meget til skoler, men falder så nok i dén skole alligevel. Eklektikernes? Det er en besynderlig genre, biografien, men det er vel en god start at være så bevidst om det filter, materialet passerer gennem, som muligt.
Jeg har faktisk ikke fået læst Andersens Lindgren-biografi – men den fik jo en del opmærksomhed, for at sige det mildt (den kom samtidig med min!), så måske havde det været en god idé med en hårdere vinklet biografi! Mange husker jo også Frederik Nielsens algolagni-disputats om Jacobsen, for nu at blive hos ham, selv om det ikke kun er for det gode. Det er et godt elevator/salgs-pitch, at Jacobsen fx var ’smertensdyrker’ – men jeg synes, der må hugges alt for mange hæle og tæer for at få det hele til at stemme. Der ryger mange nuancer, og selvom han har en pointe, Nielsen, fylder det masochistiske uendelig lidt i det materiale, jeg har siddet med – og det, der er, læser jeg helt anderledes end Nielsen. Men man kan jo presse sine pointer igennem
Jeg selv begyndte at læse Jacobsen som 15-årig og var meget optaget af ham dengang. Jeg har naturligvis læst ham med stor fornøjelse siden, men alligevel virker han på nogle punkter som en forfatter, der taler særligt til den helt unge læser. Måske fordi han visse steder har en solid dosis idealisme?
Jeg læste selvfølgelig også Jacobsen i gymnasiet, men uden at han havde den store effekt. Jeg kan huske, at jeg syntes, ”Mogens” var ret kedelig, og Marie Grubbe gjorde ikke stort indtryk heller. Måske er jeg nået sent frem til idealismen! Det var først på og efter universitetet, at Niels Lyhne ramte mig rigtigt, og det var mest desillusionen – og den enkelte linjes skønhed, for nu at lyde lidt højstemt, der ramte mig. Der er stadig ikke mange romaner, man (jeg) kan åbne på en hvilken som helst side og nyde sprogligt, det er så utroligt fortættet og færdigt.
Du har nok ret i det med de unge, at han rammer noget, men om det er idealisme, ved jeg sgu ikke. Er det ikke snarere den unges weltsmertz og eksistentielle sortsyn, han rammer med sin dødsbevidsthed og melankoli? Jeg er enig i, at der også er idealisme på spil, men den ville jo være ubærlig, hvis der ikke var en god portion distance og desillusion med, og dét er der. Hvor der er idealisme, er der altid en distanceret, ironisk demontering også. Som når Niels Lyhne efter at være ankommet til København møder Det Nye og begejstres:
der var en Stormgangs Jubel i de unge Sjæle, og der var Tro paa store Tankestjærners Lys, og der var Haab som der er Have, Begejstring bar dem som paa Ørnevinger, og Hjærtet blev dem stort af tusind Mod.
Man fornemmer allerede det umulige i projektet, tankestjerner, ørnevinger, og tusind mod, og den idealistiske stræben bliver da også straks efter revet ned af den distancerede fortæller:
Livet sled det vel ud siden, tyssed det bort det Meste, Klogskab brød vel ned af det, og Fejghed bar Resterne bort sagtens, men hvad saa! Den Tid, der er gaaet med Godt, kommer ikke tilbage med Ondt; og Intet i det Liv, der leves bagefter, kan visne en Dag, eller slette en Time i det Liv, der er levet.
Flere af karaktererne er idealister, forfatteren ikke.
Det er også sigende, at JP aldrig selv kunne svinge sig op til at kæmpe for Brandes og hans falanks af frie mænd, at han var for æstetisk anlagt til at kunne indlade sig på disse prokurator-agtige digtninge, som han skriver – og til at mene noget i de verserende debatter.
Grundstemningen i forfatterskabet – og i Niels Lyhne især – er resignation og melankoli, så klart udtrykt i billedet om lykkens smuldrende fundament:
Men hvert Lykkeslot, der rejser sig, det har Sand blandet ind i den Grund, hvorpaa det hviler, og Sandet vil samle sig og rinde bort under Murene, langsomt maaske, men det rinder, rinder, Korn for Korn …
Man bliver sjovt nok så glad af at læse det, synes jeg – om det er, fordi man bliver katharsisk renset, eller fordi det er så for meget, er jeg ikke sikker på. Man får bekræftet sin desillusion – og det taler nok direkte til en ungs sortsyn og spirede eksistentielle overvejelser.
Jeg har altid opfattet Georg Brandes som en litteraturens helt, men efter læsningen af din bog slår det mig, at det med ”at sætte problemer under debat” er en ret træls fordring til litteraturen – og meget lidt æstetisk. Det at kræve et bestemt, ’relevant’ indhold af litteraturen fik mig til at tænke på Mette Høegs essays. Har du tænkt over paralleller til vores nutidige debatklima?
Der er mange paralleller til dagens debatter, synes jeg – og Brandes bliver jo stadig hevet frem som et sandhedsvidne om, hvad der er rigtig litteratur, for eksempel af Johannes Riis i sidste års efterårstale. Det er lidt komisk, at man har helliggjort Brandes i en sådan grad, at hans diktum transcenderer tid og kontekst. Han var jo en helt, fordi han lykkedes med sit projekt, der var brug for et brud, og der kom noget god litteratur ud af det – men strømningerne og idéerne var der i forvejen.
JP var på sporet af sit projekt, var ved at finde sin stemme og i gang med at introducere Darwin, inden han mødte Brandes’erne – og de gjorde hvad de kunne for at annektere ham. Det er interessant at se, hvor meget man ofrede for Sagen, også dengang, og hvor strategiske brødrene Brandes var. De mener fx noget helt forskelligt om JP og Niels Lyhne, alt efter hvem de skriver til.
Mette Høeg, ja! Som en Brandes-light i en selfie-kultur? Jeg synes egentlig, det er forfriskende nok, at nogen skyder fra hoften, selv om de så rammer sig selv lidt i foden og nogle forkerte i ryggen. Og jeg synes også, at hun har en tidsånds-pointe, som hun ødelægger ved at gøre kønsspecifik – og ved at skære så stramt til, at det næsten bliver komisk. Der er ikke noget nyt i kritikken, men man får først opmærksomhed ved at være fræk og grov nok – og job på Radio 24/7 dertil. Jeg ret sikker på, at JPs reaktion havde været en stille æstetisk dom til vennerne om hendes gebrækkelige stil. Selv om han gang på gang bedyrede, at nu skulle han nok melde sig ved fronten og forsvare Sagen, så dukkede han sig hver gang og fokuserede på kunsten: ”Hvor jeg er kjed af de Problemer under Debat”, skrev han på et tidspunkt til Edvard Brandes og forholdt sig gang på gang æstetisk til de verserende konflikter og programskrifter. Han kunne ramme en tone, men ikke en sag – og hvem ved, hvad der var sket, hvis Brandes havde haft held til at hverve ham. Han passede jo ikke ind i programmet, selv om de gjorde, hvad de kunne for at få det til at se sådan ud – og der blev skrevet meget dårlig program-litteratur, som ikke kan læses i dag. Det glemmer man sommetider i fejringen af Brandes.
Man hører altid om Jacobsens naturvidenskabelige side, men når man læser din bog, virker det, som om den ikke var SÅ stor? Han studerede botanik og færdiggjorde en guldmedaljeafhandling om alger, men han fik trods alt hverken en universitetsgrad eller en videnskabelig karriere? Det var måske ikke så spektakulært, som man har gjort det til?
Ja, det er meget sjovt, hvordan kritikerne (også dengang) laver den lette (biografiske) kobling i stedet for at læse værket. JP blev kendt først som videnskabsmand med sine Darwin-oversættelser, naturvidenskabelige artikler og algestudier (desmidiaceer), og man kendte desuden hinanden fra Studenterforeningen, så det er klart, at det har farvet modtagelsen af ham – og fx måtte optage en del af pladsen i nekrologerne. Men hans værk blev helt klart læst i lyset af hans baggrund. Først som diskvalificerende: Han havde et øje for naturen og et vist bizart lune, skrev en anmelder om ”Mogens”, som han ellers affejede som novelle. Den naturvidenskabelige baggrund er også med i anmeldelsen af de første to kapitler af Marie Grubbe, som blev bragt i et tidsskrift. JP kendte nok til naturens enkelte former og udseende, skrev anmelderen, men han kunne ”ikke forme Noget, der kommer ind under Begrebet Kunst”. Senere blev det et større aktiv for ham, og billedet af videnskabsmanden der køligt dissekerede sine karakterers sjæleliv og forstod kvinder, som de driftsvæsner de også er, satte sig fast.
Han har selv tidligt overvejelserne, om han skal være naturvidenskabsmand eller digter, ”gribe Lyren eller Mikroskopet”, så han har selv været med til at konsolidere billedet. Men det var på ingen måde unikt i samtiden med en naturvidenskabelig baggrund – ikke som i dag, hvor vi næsten alle er humanister. Det er interessant, at det er odiøst at komme fra et andet felt i dag, i stedet for at se det som en kvalitet, at der er forskellige indfaldsvinkler. Sagde han til matematikeren!
Jeg har selvfølgelig valgt at fokusere på digteren og nedtonet biologen, men jeg elsker det citat, som også er med i bogen, at JPs afhandling altid bliver omtalt med respekt af alle tiders største desmidiologer!
Jeg synes, det var fascinerende at læse om og i Jacobsens mange breve. De forekommer mig at afspejle en skriftkultur, som inden for de sidste femten-tyve år er visnet bort. Den må have været stimulerende for en forfatter, og måske er tabet af den mere forandrende for litteraturen, end vi er klar over? Er det noget, du har tænkt over?
Det bedste ved at skrive biografien har været at få lov til at sidde inde på Det Kongelige Bibliotek og læse alle brevene. For det første er det et skønt sted, udsigten, indeklimaet, suppen, det hele er godt, men det var også en dejlig samtale at have. JP var en fantastisk brevskriver, og der er noget helt særligt over at sidde der med papiret i hånden og høre hans (og de andres) stemme på tværs af tiden. Og selv om KB er i gang med at finde ud af, hvordan de kan indsamle forfatternes forskellige versioner af manuskripter og breve ved at spejle harddiske, eller noget, bliver det ikke det samme. Selv om nye teknologier selvfølgelig giver nogle nye muligheder og erkendelsesformer, så rummer de ikke brevets indbyggede (mulighed for) fordybelse.
De var meget bevidste om det at skrive breve dengang, og der er mange metakommentarer om formen undervejs: Er dette et brev? Og en bevidsthed om, at de bedste breve ville blive gemt og brugt af senere biografer. Det med at se brevet som et selvstændigt kunstværk, der blev stående sammen med værket og kunne give andre indsigter i det – og som man derfor skulle gøre sig umage med, dén bevidsthed er vist væk i sms’er, tweets og hurtige e-mails.
Når det er sagt, har jeg selvfølgelig været bevidst om, at brevene ikke fortæller sandheden om brevskriveren. Det er meget tydeligt, at JP skriver forskelligt til sine forskellige venner, fx til Edvard Brandes, Vilhelm Møller og Alexander Kielland – og sin familie, selvfølgelig. Til faren skriver han kun om penge. Han ved, at han skal træde varsomt, når han skriver til Brandes – især efter at Brandes meget uvenligt forlangte, at JP betalte de penge tilbage, som han havde lånt i Italien. Det viste sig at være klogt. Brandes-brødrene var ikke blege for at bryde brevhemmeligheden, hvis det kunne gavne deres sag og citerede frejdigt fra JPs breve i både anmeldelser og i den lille fejde, der opstod om JPs tro efter hans død. Og så er det jo fascinerende at kunne følge, hvordan de fx roser Niels Lyhne, mens de lufter deres utilfredshed indbyrdes: Schacks onanister (Phantasterne) var da langt bedre end Niels Lyhne, som Edvard skrev til Georg!
JP var en meget empatisk brevskriver og tænkte sig altid brevene som en samtale, som når han skriver til Edvard Brandes, der er taget på bryllupsrejse med sin Harriet:
Her er jeg da! Jeg bukker, gi’er Pote, spørger til Herrens og Fruens Befindende, faaer at vide at man befinder sig vel, giver samme beroligende Erklæring for mit Vedkommende, bydes Stol, sætter mig, sætter min Hat, jeg gaaer altid med høj Hat til Minde om Herren og Fruen
Han er god til at spørge til det, der interesserer modtageren og spørger ofte, hvordan kornet står, roerne, hvordan det går med brændevinen, hvis det er til forældrene. Og hvis der er noget, han ikke vil ind på, undviger han elegant ironisk. Som når Edvard Brandes inviterer ham til stævnemøde med en smuk kvinde, og han svarer:
Dine Ord ere søde som Bjergenes Honning og lindrige som Amaltræets Balsam, dine Bogstaver fryde Øjet som Ziraterne paa den hellige Elefants Buggjord og dine Tanker ere som Lysprikken i Gazellens dunkle Øje
Det er meget typisk for ham, og han går aldrig ind i konflikter, selv om flere af vennerne, mest heftigt kritikervennen Hans Vodskov, skrev nogle meget fortørnede breve til ham. Over at han ikke gav dem opmærksomhed nok og aldrig svarede på deres breve. De er også gode, men det går vist for vidt at referere her!
Men ja (det korte svar!): Jeg tror det er forandrende for litteraturen, at vi har mistet de lange breve – og så for litteraturhistorien, når dén skal skrives om vores tid. Men det er jo en naturlig følge af en masse andre teknologiske fremskridt, så det er svært at sammenligne tider – eller begræde tab!
Hvordan er historien om Jacobsens eftermæle? Du viser, at han brød igennem internationalt efter sin død, men i din bog har man indtrykket af, at han var brudt ret meget igennem i sin samtids Danmark. Du skriver, at Marie Grubbe var det års mest omtalte bog. Svarede han til nutidens Yahya Hassan?
Da JP døde begyndte der straks en fejde om hans eftermæle. Fordi han ikke rigtigt passede ind i Brandes’ program, kunne begge sider forsøge at vinde den døde excellence over på sin side. Det viser både noget om, hvor skarpt fronterne var trukket op, og hvor betydningsfuld en symbolfigur han var, netop fordi han var respekteret af begge sider, og alle kunne enes om hans litterære kvaliteter. Og så havde han som nævnt ikke blandet sig i alle konflikterne og var ikke så dogmatisk og konfrontatorisk som mange af de andre, der ”radikarliserede sig røde i kamen”, som han selv på et tidspunkt skrev. Hans tuberkulose blev desuden nærmest set som et adelsmærke, der forklarede hans sjælsfinhed og rene ånd, som flere af nekrologerne bemærkede; han var uden seksualitet, og hans ”stakkels hentærede Legeme var som et gennemsigtigt Glar, hvorunder man saa hans fine og Adelige Sjæl”. Desuden var han hensynsfuld som en kvinde!
Udgangspunktet for fejden var en bemærkning om, at han havde sat nogle krydser i sin salmebog og derfor nok ikke var så ateistisk, at det gjorde noget. Og det slog Brd. Brandes hårdt ned på, ”ligrøvere” var de! Både Edvard og Georg citerede fra gamle breve og fik svinet Thisted og JPs gamle venner til i farten. Og det var som bekendt Brandes, der vandt kampen og i høj grad kom til at bestemme eftermælet – JP var beviset på deres idéers bæredygtighed.
Både fejden og nekrologerne skabte fornyet interesse for forfatterskabet, Niels Lyhne blev genoptrykt to måneder efter hans død, hans Digte og udkast kom året efter (han ville ikke udgive sine digte (kun 6 af dem i hvert tilfælde), bl.a. fordi han ikke ville ”stå under” Drachmann), og nogle år senere nåede han så til de tysktalende lande, hvor hans desillusionismus passede perfekt ind i tidens ånd. Georg Brandes havde flere gange prøvet at afsætte ham til Tyskland, men det var til hans store ærgrelse ikke lykkedes. Det gjorde det så nu, hvor han blev en forfatternes forfatter, en regulær verdensstjerne, dekadencens mesterdigter. I første halvdel af det 20. århundrede udkom der 130 tyske udgaver af hans værk, og forfattere som Rilke, T.E. Lawrence og Thomas Mann dyrkede ham fanatisk. Rilke var især vigtig i udbredelsen af ham, og hans begejstring var til at tage og føle på. I Breve til en ung digter skrev han for eksempel:
En verden vil komme over Dem, en verdens lykke, rigdom og ubegribelige storhed. Lev for en Tid i disse bøger, lær af dem, hvad der synes Dem værd at lære, men frem for alt, elsk dem.
I sidste ende var det tiden – og hans egen aristokratisme – der arbejdede for ham. Han insisterede på at være sin egen og holde sig fri af skoler og ismer og tvang, hvad der jo er meget godt gået, når det er Brandes, man er oppe imod. Og jeg kommer lige i tanker om et lille ubehjælpsomt digt, han skrev i skoletiden, men som nærmest kan stå som et motto for ham: ”Fri og fræk / Fri for dansk / Fri for Tvang”.
Jacobsen var respekteret og anerkendt i samtiden, for nu at vende tilbage til spørgsmålet, men ikke decideret berømt – eller rig. Herman Bang var nok nærmere Yahya Hassan med beslaglæggelsen af Haabløse Slægter, sin fremfærd og persona! JP var for kedelig og lødig til at brænde ordentligt igennem – før efter sin død!
Et lille PS: Hvorfor udtales hans navn ‘IP Jacobsen’, men staves ‘JP Jacobsen’?
Man skelnede ikke mellem i og j i gotisk skriftssprog, som blev udfaset på Jacobsens tid (1875 vist officielt). Vennerne omtalte ham som IP og stavede det også sådan med latinske bogstaver – hvad man jo ikke må i dag, hvis man vil bevise sin dannethed!
